Dag 5 - CAMES full scale, ABCDE
Tid: 08:30-15:00
Sted: CAMES, Herlev
Vejr: Ægte dansk træls
Humør: Skeptisk - spoiler: positivt overrasket
Long time, no see. Siden sidst har min medstuderende og jeg taget 2x kompetencekort i klinikken i Smerter og Respiration og Luftveje. Dette gik helt udmærket og var en fin oplevelse. Følte ikke rigtig, at der var så meget at skrive til en hel post på denne ellers utrolig fine blog.
Det er der så til gengæld i dag. Vi har nemlig været på CAMES.
Lad os lige starte med at en del af konteksten er, at min 10:00-18:00 vagt i går, tirsdag, blev til en 10:00-22:00 vagt og der er seriøst sindssygt ringe forbindelser mellem Hørsholm og Herlev. Så med lidt søvnunderskud kørte vi den ind på Red Bull og Vibes™ ✨
 |
| Den kan faktisk ikke blive større. |
Nå, men undervisningen i dag foregik jo så på CAMES. Jeg har ikke været på CAMES før og det er utrolig lang tid siden jeg har lavet nogen form for simulationstræning. Vi nåede kun liiiiiige at snuse til at simulere lidt på hinanden på medicinstudiet og ellers er det helt tilbage på sygeplejeuddannelsen. Og det er ingen hemmelighed, at jeg nok havde en idé om, at det ikke rigtig er noget for mig. Men mødte trods alt op på toppen af Herlev og vi blev sat ind i dagens program.
 |
| Her er Heeeerlev (morten skildpadde melodien~) |
 |
| Øverst oppe. |
Dagen startede med lidt intro til dagens program og lidt generel intro og opfriskning af ABCDE-modellen og tilgangen til gennemgang af patienten. Herefter var der full scale simulation med levende figuranter (tak til fattige medicinstuderende alle steder). Jeg var som nævnt ret skeptisk og orkede faktisk ikke rigtigt, så tog en beslutning fra starten af om, at jeg gerne ville have det "overstået". Meldte mig derfor som primær sygeplejerske i det første af de tre planlagte scenarier, vi skulle igennem i grupper. Scenariet handlede om en 21-årig patient, appendicit som skulle have været foretaget som kikkert, men af uransagelige årsager var konverteret til åben (meget dramatisk). Hun havde endvidere end diabetes 1 med sig og var uha-uha gået i diabetisk ketoacidose og var nu uresponsiv og hypotensisk. Træls.
Synes alt i alt det gik rigtig godt faktisk. Man står der i et fremmed "hospital" og ikke aner hvor ting er, man aner ikke hvad de aktører man simulerer med har af viden og færdigheder og hvad der er normalen/kulturen på de forskellige opvågningsafdelinger.
Kan mærke, at jeg fik testet min systematik og vil klart blive bedre til at benytte mig af ABCDE-modellen når det giver mening, eller når jeg har behov for et overblik.
Efter simulationen debriefede vi (efter hvert scenarie).
Jeg fik rigtig god og konstruktiv feedback og er faktisk lidt glad for, at jeg rent faktisk deltog og fik prøvet at simulation også kan være en lille smule spændende.
I min feedback fik jeg blandt andet ros for at uddelegere opgaver/ordinationer i "real time" og at opsummere undervejs, samt have "det forkromede overblik" over situationen.
De to andre scenarier handlede om smertepåvirkning (og overfølsomhed for opioid) på en ældre dame med en hoftenær fraktur og en smerteproblematik (og psykologisk tryghed) hos en dame som skulle have haft en kikkertoperation til fjernelse af galdeblære (men her havde de sgu også konverteret til åben... hvad laver de der kirurger på herlev??? 😂 )
I de resterende 2 cases var jeg observatør.
Alt i alt lærerig dag, men hold da ægte kæft hvor var jeg også brugt, da jeg kom hjem.
 |
| Der var sgu lidt langt ned. |
 |
| Lidt kikkert til frokostpausen. |
I morgen har vi fået æren af at deltage i fremlæggelsen af de udviklingsprojekter det foregående hold på efteruddannelsen har arbejdet med. Dette foregår på Gentofte hospital og skal nok også blive rigtig spændende.
Ingen outfitbilleder i dag. Jeg var naturligvis rigtig cute at se på, det er kronisk. Men måske også lidt træt og distræt i morges (glemte i uvilkårlig rækkefølge; kontaktlinser efter bad, halskæde efter bad, vandflaske, hårelastik, computer (skulle heldigvis ikke bruges) og sådan... lidt min hjerne også)
 |
Mig i morges under realisationen af at alt ovenstående var glemt. Hørsholm lægehus represent i baggrunden! |
Godnat og sov godt, blev der sagt!